Af alle de bøger, jeg har fået udgivet, står billedbøgerne egentlig mit hjerte nærmest. Af flere grunde. Det er svært at skrive en billedbogstekst, meget svært at indfange en historie på så lidt plads, at kondensere sproget, gøre det så præcist som muligt og alligevel med rum til fortolkning. Som lyrik.
Man må tænke på at overlade plads til illustratoren, tomme rum, så alt ikke er beskrevet en-til-en, plads, der kan erobres af illustratorens fantasi. Og ja, at se sin tekst overgivet til en andens hænder, blive udvidet og tillagt nye lag er både nervepirrende og som regel rørende.
Den 23. maj udkommer Sommervenner på Carlsen, en billedbog om venskab på tværs af alder, og sikke en kæmpeglæde, at Kamilla Wichmann er med ombord og har skabt de vidunderlige illustrationer. Helt nemt var det nok ikke at arbejde med den ene hovedperson, der sidder på en bænk og ikke vil flytte sig!
Sommervenner skal også udkomme som lydbog og klare sig alene på teksten. Det vender jeg tilbage til.
//Annette